15. april 2020 | Steffen Bohni

Arbejdsmiljø og ledelse midt i en coronatid

I skrivende stund sidder jeg mutters alene på NFA. Under normale omstændigheder ville her summe af liv, diskussioner og samspil med mine gode kolleger. Covid-19-pandemien har i høj grad vendt op og ned på hvad der er normalt.

Det er med stor bekymring, at jeg konstaterer, hvor hurtigt en pandemi kan sprede sig i en globaliseret verden – og lægge gader og arbejdspladser øde hen i København, Cape Town og New York City.

Frygten for sygdomme og epidemier er ikke ny. Historisk har tuberkulose, (frygten for) aids og andre sygdomme været med til at forme vores samfund, arkitektur, sociale liv, omgangsformer, hygiejne, sågar vores sexliv.

Her og nu har Covid-19 haft store samfundsøkonomiske konsekvenser. Virksomheder er truet på deres eksistens og mange arbejdspladser er udsat. I en lille, åben økonomi som Danmark hvor væksten i høj grad er drevet af eksport, er vi dybt afhængige af den globale udvikling.

Covid-19 er i hvert fald på kort og mellemlang sigt blevet en trussel mod verdensøkonomien og grobunden for vores velfærd. I Danmark og overalt i verden søger regeringer at understøtte erhvervslivet med hjælpepakker.

Epidemien har haft stor betydning for mange ledere og medarbejdere på private og offentlige arbejdspladser. Mange er sendt hjem. Nogle kan varetage deres opgaver hjemmefra. Andre kan ikke. Andre igen har helt mistet deres job.

Fra den ene dag til den anden er medarbejderes og lederes arbejdsforhold (og -miljø) vendt på hovedet, og ledere har måtte øve sig på at lede på distancen og være nærværende i fraværet. For mange har det været med til at tydeligøre opgaverne som leder.

Medarbejderne har i endnu højere grad måttet påtage sig selvledelse. Mange ledere har måttet finde grønspættebogen i ledelse frem for at kunne kommunikere klart og tydeligt om opgaver, mål, følge op og fastholde engagement og nærvær – nu på distancen.

I mange virksomheder har man fundet nye rutiner, hvor ledere og medarbejdere mødes i virtuelle rum til formelle og uformelle møder. Det bliver  interessant at observere om ændrede arbejdsprocesser og brug af digitale redskaber sætter sig blivende spor.

Både i disse virtuelle rum og her i de stille lokaler på NFA bliver det for alvor tydeligt, at arbejdspladser også er sociale fællesskaber, hvor relationer til kollegaer og ledere er både vigtige og meningsfulde. Såvel socialt som økonomisk.

De sociale relationers ’lim’ har potentialet til at blive styrket under kriser og virksomheders sociale kapital kan øges i de efterfølgende bestræbelser på at komme tilbage i en normal gænge. Fordi coronakrisen minder os om, at vi ikke kan tage vores gode arbejdspladser for givet. Vi har nu – sammen – en historisk anledning til at genskabe fællesskabet om kerneopgaven på vores arbejdspladser.

Det ser ud til, at vi snart gradvist kan vende tilbage til vores arbejdspladser. Hvad har krisen lært os? Hvordan tænker I, vi kan vi bruge det i organiseringen og tilrettelæggelsen af arbejdet og arbejdsmiljøindsatsen?

Skriv en kommentar